Gå til hovedindhold

Alarm 1 1 2

Alarm 112 betjenes af to landsdækkende alarmcentraler, der er placeret i Aarhus og Slagelse. I Storkøbenhavn betjenes 112 af alarmcentralen ved Københavns brandvæsen. Politiets alarmcentraler betjenes af erfarne politifolk, der er særligt uddannet til at besvare opkald til 112.

Indhold

    112 er det landsdækkende alarmnummer, som skal benyttes, hvis:

    • der er sket en ulykke, en alvorlig forbrydelse eller opstået brand 
    • der er fare for liv, ejendom eller miljø 
    • der er akut brug for politiets udrykning, ambulance, brandvæsen eller miljøberedskab.

    Hvad sker der, når man ringer 112?

    Når man ringer 112, bliver man mødt af følgende besked:

     ”De har kaldt alarm 112 [et-et-to] - vent venligst – hold forbindelsen til alarm 112 [et-et-to].”

     Opkaldet bliver herefter med det samme viderestillet til en 112-alarmoperatør. 112-alarmoperatøren vil som regel bede om at få oplyst:

    • Hvad er der sket?
    • Hvor er det sket?
    • Hvornår er det sket?
    • Hvilket nummer ringer du fra? - Dog kan 112 ofte se dit nummer, og så falder spørgsmålet bort.
    • Hvor skal hjælpen sendes hen - helst en præcis adresse?
    • Hvor mange tilskadekomne er der?

    Allerede meget tidligt i samtalen vil operatøren sende alarmen videre til fx brandvæsenet. Selvom vi er tilkaldt vil operatøren ofte fortsætte med at stille spørgsmål, som kan være vigtige oplysninger til os.

    112app

    Du kan med fordel vælge at installere en app, der sender dine positionsoplysninger til alarmcentralen. Det hjælper os, når vi skal hjælpe dig.